Søg
Unges misbrug af rusmidler
Faglige redskaber
Kommunens indsats
Love og regler
 
Du er her:
ForsidepilLove og reglerpil§ 50 og 52 i Serviceloven om undersøgelse og foranstaltninger
Normal Større Størst

§ 50 og 52 i Serviceloven om undersøgelse og foranstaltninger

Den hyppigst anvendte procedure i forbindelse med at en kommune yder et ungt menneske særlig støtte i medfør af Serviceloven er gennemførelse af en såkaldt § 50 undersøgelse.

Efter at undersøgelsen er gennemført kan kommunen beslutte at yde støtte gennem forskellige foranstaltninger.



§ 50 undersøgelsen

Kommunen kan blive opmærksom på, at en ung trænger til særlig støtte på forskellige måder. Det kan ske ved, at

  • forældrene henvender sig
  • den unge selv henvender sig
  • kommunen modtager en underretning
  • eller kommunen bliver selv opmærksom på den unge, eksempelvis gennem en § 50-undersøgelse af en søskende.

I nogle tilfælde kan problemerne løses med rådgivning og vejledning og umiddelbar støtte til den unge og forældremyndighedsindehaveren/-erne.

Hvis en sagsbehandler antager at en ung trænger til særlig støtte fx på grund af misbrugsproblemer, skal kommunen først undersøge, om der er behov for hjælpeforanstaltninger. Kommunen skal derfor foretage en såkaldt § 50-undersøgelse.

Serviceloven Kap. 11, § 50, stk. 1 og stk. 6.

Samtykke i forbindelse med en § 50 undersøgelse

Hovedregel:
En afgørelse om, at der skal foretages en § 50-undersøgelse, kan kun ske med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren/-erne.
Hvis den unge er fyldt 15 år, skal også han/hun give samtykke .

Serviceloven Kap. 11, § 50 stk. 1.

Undtagelser:
Hvis den unge eller forældremyndighedsindehaveren/-erne ikke vil give samtykke til undersøgelsen, kan sagsbehandleren kun indhente oplysninger, der allerede eksisterer i fx socialforvaltningen, hos en skolepsykolog eller i sundhedssystemet.

At viden allerede eksisterer, betyder ikke nødvendigvis, at det er nedskrevet, men alene, at det allerede ligger hos fagpersoner. Kommunen kan således godt indhente en udtalelse, der bygger på eksisterende viden, men som ikke foreligger nedskrevet på undersøgelsestidspunktet.
Men kommunen kan ikke sætte fx en ny psykolog- eller lægeundersøgelse i gang.

Serviceloven Kap. 11, § 50 stk. 9.

Undtagelse for samtykke efter § 51

Hvis det må anses for nødvendigt for at afgøre om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på en ungs sundhed eller udvikling, kan kommunens børn- og ungeudvalg beslutte at undersøgelsen skal gennemføres mens den unge er indlagt på hospital eller opholder sig på en institution, selvom en ung der er fyldt 15 år eller forældremyndighedsindehaveren/-erne ikke vil give samtykke.

En sådan § 51-undersøgelse uden samtykke kan eksempelvis blive aktuel, hvor en ung har alvorlige misbrugsproblemer.

Serviceloven Kap. 11, § 51, stk. 1.

§ 50-undersøgelsens indhold

Undersøgelsen skal omfatte den unges

  • udvikling og adfærd
  • familieforhold
  • skoleforhold
  • sundhedsforhold, herunder fx alkoholforbrug eller stofforbrug
  • fritid og venskaber og
  • andre relevante forhold.

Undersøgelse skal afdække resurser og problemer hos den unge, familien og netværket, og sagsbehandleren skal ud over at bygge på oplysninger fra den unge og forældrene inddrage fagfolk, der allerede har viden om den unges og familiens forhold, fx pædagoger, psykologer, lærere eller andre. Det kan også være nødvendigt at foretage en læge eller psykologundersøgelse.

Serviceloven Kap. 11, § 50 stk. 2 og stk. 4.

For unge mellem 15 og 18 år skal sagsbehandleren i undersøgelsen være særlig opmærksom på at undersøge, om det er nok at støtte den unge hjemme hos forældrene eller i nærmiljøet, eller om den unge har brug for at komme væk fra sit nærmiljø, fx fordi det er et misbrugsmiljø. Omvendt skal sagsbehandleren også have fokus på de ressourcer der kan ligge i nærmiljøet, samt den stabilitet der kan sikres ved fortsat kontakt under anbringelsen.

Serviceloven Kap. 11 § 50 stk. 3.

Tidsfrister

§ 50-undersøgelsen skal, med mindre der er tale om særlige omstændigheder, afsluttes senest 4 måneder efter at kommunen er blevet opmærksom på den unges behov.

En undersøgelse uden samtykke der foretages mens en ung er indlagt på hospital, skal være afsluttet senest 2 måneder efter børn- og ungeudvalgets beslutning.

Serviceloven Kap. 11, § 50 stk. 3.

Undersøgelsens resultat

§ 50-undersøgelsen skal munde ud i en begrundet indstilling, om der skal sættes hjælpeforanstaltninger i værk. Inden kommunen afgør, hvilke hjælpeforanstaltninger der skal iværksættes, skal der udarbejdes en handleplan.

Serviceloven Kap 25, § 140.

Foranstaltninger

1. Akut behov for foranstaltninger

Hvis en ung på grund af stofmisbrug har alvorlige adfærdsmæssige og sociale problemer kan kommunen iværksætte foranstaltninger samtidig med at den foretager en § 50 undersøgelse. Det er beskrevet i Bekendtgørelse om behandlingsgaranti for unge med stofmisbrug. Derved sikrer kommunen, at den unge får nødvendig behandling, mens det undersøges om der også skal iværksættes andre hjælpeforanstaltninger.

2. Foranstaltninger i øvrigt

I serviceloven nævnes en række forskellige foranstaltninger, som kommunen kan bruge for at støtte og hjælpe et barn eller en ung. For unge med misbrugsproblemer kan det blandt andet være:

  • behandling af barnets eller den unges problemer
  • udpegning af en personlig rådgiver for barnet eller den unge
  • udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge og for hele familien
  • anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet på et anbringelsessted, jf. § 66
  • anden hjælp som rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte
  • for en ung under 18 år, som fx har misbrugsproblemer, og som har et barn kan der også blive tale om ophold for begge i en plejefamilie, på et opholdssted eller i et botilbud

Kommunen skal altid iværksætte den mindst indgribende foranstaltning, som formålet kan opnås med.

Serviceloven Kap. 11,: § 52 stk. 3, nr. 1 - 10, og § 52 stk. 2.

Både unge der er fyldt 15 år og forældre skal som hovedregel give samtykke til, at kommunen iværksætter foranstaltninger. Kommunen kan dog beslutte at udpege en personlig rådgiver eller en fast kontaktperson for en ung, selv om forældrene ikke ønsker det. Det forudsætter, at det kan sandsynliggøres, at det vil være positivt for den unge, trods forældrenes modstand.

Serviceloven Kap. 11, § 56.